September

Røde æbler på træet i september

Begyndelsen på efteråret

Jeg har altid synes, at september er sådan en smuk måned. Den giver os ofte det sidste skud sommer med et par varme og solrige dage. Dog begynder vi at mærke, at efteråret er på vej og dagene starter ofte med lidt kølig, frisk luft og slutter på samme måde. Vi mærker, at det bliver lidt mørkere morgen og aften. Netop derfor står september for en form for dualitet for mig. Det er måneden, som markerer overgangen mellem sommer og efterår og endda også sommerhalvår og vinterhalvår, da vi i september har jævndøgn. Den dag, hvor dag og nat er lige lange. Naturen er et dejligt eksempel på denne dualitet. Haverne er stadig fulde af frugter og bær. Vi har æbler, pærer, brombær og hindbær i september. Sommeren giver os stadig gavmildt af alle dens frugter, men samtidig begynder bladene at miste sin grønne farve og vi begynder i stedet at se et væld af brune og røde nuancer.

Jeg har i mange år altid følt en lille smule vemod sidst i august. Tiden her minder mig nemlig om, at sommeren er ved at slutte. Jeg elsker sommeren med al dens energi. Dette både socialt med andre mennesker, hvor der er masser af muligheder for festivaler, udendørs arrangementer osv. Men også på et mere alene-plan. Der er perioder, hvor jeg ikke har haft lyst til at deltage i sådanne arrangementer eller ikke har haft nogle at deltage med. Her har sommeren alligevel grebet mig og naturen har holdt mig. Jeg er taget alene i sommerhus ved vesterhavet eller har vandret alene i sverige. Bare været i naturen, som sommeren jo virkelig inviterer til. Når sommeren er ved at slutte, kan jeg derfor godt blive lidt trist.

Jeg har altid beundret dem, som elsker efteråret og glæder sig til det. Jeg forsøger at finde den samme begejstring, for efteråret er jo virkelig en dejlig årstid. I september øver jeg mig derfor i accept og i at mærke ind i naturen og dens rytme. På den måde kan det, at gå ind i september, blive lidt som et frisk pust, hvor vi både kropsligt og mentalt bliver vækket af den friske, sprøde luft og kommer lidt mere til stede.

Har du mon tænkt over, hvad september og efteråret gør ved dig? En god måde at sige farvel til sommeren på, kan være ved at spørge dig selv: Hvad har sommeren givet mig? På den måde får du reflekteret lidt over, hvad du tager med dig og du kan herefter sætte et punktum. Ligeledes kan det være en god måde, at gå ind i efteråret på, at spørge dig selv: Hvad ønsker jeg skal ske for mig i efteråret? Når vi reflekterer over det, vi ønsker, og tillader os selv at drømme, tror jeg på, at vi helt automatisk bevæger os lidt mere i den retning. Og at mange af vores ønsker på den måde stille og roligt vil blive opfyldt.

Du kan få lidt tips til, hvordan du kan give dig selv en god overgang fra sommer til efterår i mit inspirationsindlæg “Overgangen fra sommer til efterår”.

Forrige
Forrige

3 mentale fordele ved yoga

Næste
Næste

Overgangen fra sommer til efterår