Naturens helbredende kraft

Svensk skovsø

Hvordan tid i naturen fremmer mental sundhed

Tid i naturen har mange fordele for os mennesker. Jeg deler her lidt om mine personlige tanker og oplevelser om naturens betydning, og hvad forskningen viser om dens positive effekt. Herunder hvordan naturen f.eks. kan være med til at lindre stresssymptomer og tankemylder samt mindske symptomer på ADHD

Jeg er stor fortaler for, at vi opholder os så meget som muligt i naturen. Gennem årtusinder har vi tilpasset os efter naturen og dens rytme, og jeg tror på, at vi stadig har bedst af at følge denne rytme i større eller mindre grad. I mit tidligere indlæg for oktober reflektere jeg over mine tanker om naturen og årstidskifte. For eksempel, at vi i oktober har gavn af at tilbringe tid i skoven, hvor vi kan beundre de gyldne farver og se bladene falde fra træerne. Dette hjælper os med at mærke i krop og sind, at vi bevæger os mod vinteren og langsomt trækker os lidt tilbage. Det er også i naturen, at vi kan give vores hjerner en pause. Vores sanser bliver ikke bombarderet med en masse forskellige input, men i stedet med mere rolige lyde, farver og bevægelser. En gåtur i skoven kan derfor få os til at sænke skuldrene og trække vejret lidt mere dybt. Vores nervesystem kan falde til ro i naturen.

Jeg har altid elsket at være i naturen. Jeg føler tit, at naturen griber mig, når jeg føler mig ked af det eller ensom. Jeg husker en sommer i 2015, hvor det for alvor gik op for mig, hvad naturen kan for os mennesker. Jeg var taget alene til Sverige for at vandre Udvandringsruten i Småland. Den fører én igennem den smukke, svenske natur med skove, søer og åbne landskaber. Jeg var 28 år, single, læste på kandidaten i medicin og boede på et lillebitte værelse i København. Jeg stressede meget over, om jeg ville få det liv, jeg drømte om. Og jeg følte mig allerede bagud, da mange af mine veninder boede i lejligheder med deres kærester og var begyndt at tale om børn. På min vandretur blandt de store granitklipper og høje grantræer slog det mig pludselig, at naturen jo bare er. Det landskab, jeg vandrede i, havde været der i mange årtier, uændret og tidsløst. Det var der bare og fulgte bare sin egen rytme. Naturen var ligeglad med mig og om jeg var tilfreds med mit liv. Det kan måske lyde lidt specielt, men det gav mig en kæmpe ro. Naturen var der, til rådighed for mig, uanset hvad.

Og det er ikke kun mine egne oplevelser med naturen, som gør, at jeg opfordrer alle til at være mere i naturen. Forskningen peger nemlig ligeledes på, at naturen har en positiv effekt på vores helbred, generelle følelse af velvære, kognition, og at den er med til at gøre os mindre stressede. Et narrativt review fra 2022 har kigget på effekten af natur og mindfulness til at overkomme arbejdsrelateret stress. Her fandt man, at arbejdspladsens adgang til natur, f.eks. planter på kontoret eller udsigt til naturen, var med til at reducere stress og udbrændthed. På samme måde er der flere studier, som peger på naturens positive effekt på opmærksomhed. Et systematisk review fra 2024 har i den sammenhæng set på naturens effekt på børn med ADHD og om deres opmærksomhed kan bedres ved øget eksponering for natur. Det systematiske review inkluderede 7 studier, og her fandt man signifikant effekt på nedbringelse af ADHD-symptomer hos de børn, som var i naturlige omgivelser, sammenholdt med de børn, som var i et bymæssigt miljø eller indendørs. Denne effekt var fortsat signifikant, når der var korrigeret for faktorer som alder, køn, husstandeindkomst og forældres uddannelsesniveau. Dog varierer de 7 studier meget i design og metode, og derfor anbefales der yderligere forskning inden for området. Et andet studie fra 2015 har set på naturens effekt på rumination. Rumination kan bedst beskrives som tankemylder og det at køre de samme tanker igennem igen og igen. Tankerne er ofte af negativ karakter og omhandler ofte ens egne mangler og fejl. Rumination er forbundet med psykisk sårbarhed, specielt depression og angst. Forsøget gik ud på, at en gruppe af raske mennesker blev tilfældigt fordelt til en gåtur. Den ene gruppe skulle gå 90 minutter i naturområdet, mens den anden gruppe skulle gå 90 minutter i byområdet. Både spørgeskemaer og hjernescanning viste efterfølgende, at dem, som havde gået i naturen, havde mindre tendens til rumination og nedsat aktivitet i de hjerneområder, som forbindes med rumination. Der er dog nogle begrænsninger ved studiet, såsom et lille antal deltagere og at deltagerne var raske og ikke havde psykiske udfordringer. Men studiet bekræfter hypotesen om, at naturen generelt er godt for os.

Som det ses i forskningen, har tid i naturen positiv effekt på vores mentale helbred. Og noget af det bedste og mest inkluderende ved naturen er, at den er tilgængelig og gratis for alle.

Referencer:

Hood, M.; Baumann, O. Could Nature Contribute to the Management of ADHD in Children? A Systematic Review. Int. J. Environ. Res. Public Health 2024

Menardo, E. et al. Nature and Mindfulness to Cope with Work-Related Stress: A Narrative Review. Int. J. Environ. Res. PublicHealth 2022

Bratman, G. et al. Nature experience reduces rumination and subgenual prefrontal cortex activation. Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS) 2015

Forrige
Forrige

Morgenrutine - vinterhalvår

Næste
Næste

Oktober