Påvirker mørket også dit humør?

Den anden dag lavede jeg et opslag på instagram om at sige tak til efteråret. Men hvad hvis man føler, at der ikke er noget at takke for? Det er dejligt at være taknemmelig, og det fører ofte mere positivitet med sig. Men hvis vi har det skidt og er nedtrykte, kan det føles tåbeligt eller nærmest grænseoverskridende at skulle finde noget at sige tak for eller nogle positive oplevelser at tage med sig fra en årstid. Det kan endda blive til oplevelse af en nedadgående spiral, hvor man kommer til at slå sig selv i hovedet over, at man har det sådan. Og derfor får man det endnu værre.

Rigtig mange mennesker oplever at blive mere nedtrykte i efteråret. Når sommeren og lyset er væk, og dagene bliver kortere, vil nogle opleve at få tegn på depressive symptomer. Vinterdepression har ikke en klinisk diagnose, men det er stadig en reel tilstand, som begynder i efteråret og letter igen om foråret, når dagene igen bliver lysere. Man oplever f.eks. at føle sig mere nedtrykt, have øget behov for at sove, øget appetit og mindre behov for socialt samvær. Man mener, at det kan være manglen på lys, som giver denne reaktion hos nogle mennesker. På grund af mørket danner kroppen mere melatonin. Det er det hormon, som er med til at regulere vores døgnrytme. Når niveauet af melatonin i kroppen er øget, vil vi føle os mere trætte. På samme måde påvirkes niveauet af serotonin også. Serotonin er et signalstof, som påvirker vores humør. Det kaldes populært også for lykkehormonet. Serotonin dannes bl.a. ved, at dagslys rammer nethinden. Når vi er i de mørke måneder, kan produktionen derfor være nedsat, og det vil påvirke vores humør.

Der er heldigvis mange måder, man kan hjælpe sig selv på, hvis man føler, at man har øget tendens til depressive symptomer om vinteren. Lysterapi har vist sig at have god effekt på symptomerne. Her sidder man foran en lysterapilampe i minimum 30 minutter om dagen. Man kan også forsøge at opsøge så meget dagslys som muligt i løbet af en dag. Herudover er minimum 30 minutters motion dagligt også godt til at mindske symptomerne på vinterdepression.

Det menes, at ca. 5-10 procent af befolkningen har vinterdepression. Selvom man ikke har en egentlig vinterdepression, kan man godt have lettere symptomer på det. Jeg oplever selv, at jeg kan være mere træt og nedtrykt om vinteren, og de store nedture, som jeg har haft i mit liv, har alle været om efteråret. Jeg prøver derfor selv at få så meget dagslys som muligt her i vinterhalvåret. Herudover forsøger jeg også at prioritere motion, da jeg ved, at det hjælper på mit humør. Det er mest yoga og løb, som jeg får gjort, fordi det er det, jeg bedst kan lide at lave. Herudover prøver jeg at støtte mig selv mentalt. Det gør jeg ved at skrive dagbog og f.eks. finde ting, som jeg er taknemmelig for. Så ligesom mit opslag i går, spørger jeg f.eks. mig selv, hvad jeg er taknemmelig for, når en måned eller årstid slutter. Jeg forsøger også at meditere dagligt, da det hjælper mig til ikke at identificere mig med mine tanker, som godt kan være mere negativt ladet i vinterhalvåret.

Hvis du har symptomer på vinterdepression, skal du vide, at du langtfra er alene. Måske kan noget af det ovenstående også hjælpe dig. Du kan læse mere om vinterdepression på sundhed.dk.

Det er selvfølgelig vigtigt at tale med din læge, hvis du går og har det rigtig skidt.

Kilde: sundhed.dk

Forrige
Forrige

Vintersolhverv

Næste
Næste

Inspiration til meditation